Østserie holdet i superpræstation

Østseriens Teamchef Jonathan Nielsen har skrevet en status rapport fra første halvdel af sæsonen, samt et meget udførligt og underholdende referat af sidste spillet Østseriekamp mod Skensved.
Holdet startede sæsonen lidt amputeret, da Slagter-Nick pludselig havde fået fuldtidsarbejde i Nakskov, startet et firma og ligeledes fået reddet sig et stakkels pigebarn til, hvilket efter sigende også skulle være fuldtidsarbejde.

Derfor måtte vi bede om assistance hos Serie 2, og fluks stod Bent Post klar og hjalp os igennem. Men der bliver både under- og overfrankeret i Østserien, og selvom Posten hev sejre hjem, så måtte vi strække våben i de første 3 kampe. Derfor lå vi sidst efter 3 runder.

Men derfra fik piben en anden lyd. Nicolai ”Torden-forhånd” Nordahl, som normalt spiller 1. division, kunne hjælpe holdet, fordi 1.division har en spillepause på 2.5 måned. Det betød, at Nordahl var med i de næste 6 kampe, og efterhånden har spillet sig på holdet med acceptable 18/18 sejre. Det hjælper hos de fleste hold, og sammen med Jonathan ”Djævle” Nielsen der ligger nr. 2 på Østseriens topscoreliste og evigt fightende Jakob ”Jeg har 97% win rate i 5.-sættere” Ebbesen, samt Rookie Of The Year Asger Lorenzen, begyndte der at komme points ind på kontoen.

Rygterne om KVIK Næstveds hastige opstigning igennem tabellen nåede helt til Nakskov, og i bedste 1992 Michael Laudrup-stil, stod der en dag en slagter og gerne ville være med igen. Vi forbarmede os, åbnede comeback-øllen og havde Nick med på holdet til sæsonens vigtigste nedslagtning af Holme-Olstrup.
Med Nordahl på holdet har vi vundet 5 kampe og spillet en enkelt uafgjort, ude mod Amager der ligger nr. 1.

Det er enormt vigtigt at have Slagter-Nick tilbage, da Nordahl skal i militæret til februar, og derfor kun kan hjælpe med i de første 2 kampe i januar.
Med Nick tilbage er vi ikke kun fuldtallige, vi er også konkurrencedygtige og må anses som favoritter til at blive i rækken – hvilket var sæsonens mål.

Dog er det en meget tæt række, hvor Holme Olstrup, Roskilde og Hvidovre går benhårdt efter forstærkninger fra divisionerne for at undgå nedrykning og der efterlader et par af de andre hold i problemer: Dem der ikke har så mange points nu, og ikke er i stand til at hente folk ovenfra.

Et af de hold er Skensved, som inden første halvdel af sæsonens sidste kamp lå på den farlige 8.-plads, der skal spille om nedrykning. Nr. 9 og 10 rykker direkte ud. Fordi vi mister Nordahl, er det utroligt vigtigt at vi distancerer os fra de her hold points-mæssigt nu, mens vi er i stærkeste opstilling. En sejr i halvsæsonens sidste kamp ville rykke Skensved op på en del 5.-plads, kun 1 point efter os. Det skulle vi undgå.

Vi tog derfor til kampen med store ambitioner, og indledte planmæssigt. Nordahl introducerede pænt Skensved-spillerne for torden-forhånden, og vi splittede kampene imellem holdende indtil 3-3. Der tabte vi så en nøglekamp 2-3, da Jonathan formåede at have brugt alle kræfterne i den første kamp, og vi var derfor nede 3-5 inden doubler i den vigtige ”4-points-kamp”.

Men i Slagterens fravær er en ny konstellation begyndt at se dagens lys, og doublen Jakob/Jonathan fulgte op på tidligere doubler med en knusende sikker 3-0, som lagde fundamentet til Skensveds undergang. I den anden double (Nordahl/Asger) kom Skensved til at lægge den i forhånden, og så var vi på 5-5.

Rystende og bævende gik Skensvedspillerne til bordene, med frygten tydeligt malet i ansigterne og det satte sig i spillet. Efter to gange 2-0 i korte og effektive sæt stod den nu pludselig 7-5 til Kvik Næstved,og Skensved stod med det ene ben i Serie 1. En grimt spillet kamp på bord 2 gav Skensved en kneben sejr, og alt var nu lagt i hænderne på Østseriens bedste 5.-sæts-spiller, Jakob Ebbesen.

Det blev en drabelig omgang placering, loop ud af bordet og imod lommen til en farlig gang knopper, der blokerede aggressivt inde ved bordet. Tålmodighed, timing, og at vælge de rigtig slag på de rigtige tidspunkter var opskriften, og Jakob brugte de første sæt på at finde tempoet. Bagud 1-2 vidste alle Næstved-spillere, at vi bare skulle have 1 sæt mere, for så ville kampen gå i 5. sæt, hvor Jakob ikke ved hvordan man taber.

Inden kampstart var der indløbet en sms fra Mumba, hvor der høfligt blev mindet om, at Skensved ikke kan lide når man klapper. Så fra 4. sæt fik den gas med klappølser, truthorn og klub-klap, og ganske rigtigt nev Jakob en sikker 11-8’er hjem i 4. sæt.

Men man skal have noget for pengene når man kører til Skensved, så Jakob var ikke tilfreds med bare at vinde. Han bestemte sig for at komme bagud 1-6, og lige lade Skensved smage på en uafgjort, ligesom lystfiskeren der lader fisken kæmpe sig selv træt inden han hiver den ind.
Bagud 1-6 begyndte Jakob at hive. Først 3-6. Så 6-6, og så 7-6, inden han igen lod Skensved komme lidt med. Ved 9-9 server Jakob, får en god gang knop imod forhånden, og vælger til Næstved-bænkens store forfærdelse Bent Post-løsningen, hvor bolden træffes tættere på gulv end på bordhøjde.

Vi andre indså for sent, at det hele var et led i Jakobs grufulde plan om ganske enkelt at camouflere et afsindig senior-skruet forhånds-loop som dårlig timing, og vi røg derfor i samme fælde som Skensved-spilleren, der forsøgte sig med en almindelig baghåndsblokering. Men den går ikke på Ebbesens senior-skru, og pludselig havde vi matchbold – ikke kun for kampen, men for holdkampen og muligheden for at trække 5 points fra Skensved i tabellen. Et hold, der kun har samlet 6 points indtil videre. Klap-pølserne helt op på max, så fuglene lettede fra træerne udenfor.

Med hjertet oppe i halsen, sveden løbende ned af panden og tasken pakket til en tilværelse i Serie 1, forsøgte Skensved sig med endnu et prik med knopperne på matchbolden. Jakob opfangede snarrådigt den lurende fare, og rullede her sit hemmelige våben i stilling: Placeringen imod lommen, stedet imellem forhånd og baghånd.
Med en listigt sideskruet, måske (hvem ved) underskruet dybt prik sendt som et projektil imod lommen, tvang han Skensvedspilleren i ubalance og fanget på mellemdistancen.

Med panik i øjnene, balancen på hælene og et slag man ikke har set siden man indførte teknisk træning i klubberne, tyede Skensvedspilleren til den eneste udvej han kendte: At slå sig ud af situationen. Men det listigt placerede projektil lod ham ikke finde timingen, og afslutningen blev en slags baghånd fra lommen, udført som et kortvarigt epileptisk anfald, der rigtignok kom fremad, hang i luften, nærmede sig nettet, svævede og i et splitsekund nåede at få erstattet euforien over det dejlige prik med tvivlen om næste træk, men til stor fortrydelse for Skensved endte sine dage i toppen af nettet, og dermed slukkede håbet og afgjorde kampen, holdkampen og de 5 points i vores favør.

Afslutningen var en fantastisk forløsning, og vi går nu på juleferie som nr. 3 med 11 points for 9 kampe. Målet er fortsat at blive i rækken, som dog bliver markant stærkere i 2. halvdel, hvor vi så mister Nordahl. Det trækker op til en gyser og vi skal have Slagter-Nick op i det gear, der gjorde ham frygtet og berygtet i Serie 1 sidste sæson, hvis vi skal indfri målet.
Men vi har givet os selv det bedst mulige udgangspunkt, og der venter benhård servetræning inden opstart på 2. halvdel af sæsonen hjemme imod Tølløse tirsdag d. 3. januar kl. 19:15.

Indlæg skrevet af Jonathan Nielsen.