5 tips: Sådan bliver du klar til bordtenniskamp

Bordtennissæsonen er skudt i gang. For mange spillere er det lig med en masse spændende stævner og holdturneringer. Men hvordan bliver man kampklar?

bordtennis_kamp.jpg
Foto: Bent Nielsen

Hvis du vil gøre det godt i dine kampe til stævner og turneringer, er det ikke helt ligegyldigt, hvordan du forbereder dig.

Det er altid rigtig spændende at være ude og spille stævne eller holdturnering. Uanset om man spiller i den laveste række, eller om man spiller elitebordtennis, er der god mulighed for at få pulsen op og blive udfordret.

Men det er en rigtig god idé at forberede sig lidt på kampsituationen hjemmefra.

1. Gør dit hjemmearbejde

I træningen op til kamp er der mange ting, der kan være godt at have et særligt fokus på, hvis man vil gøre det godt ude til stævnerne eller i en holdturnering. Da sæsonen så småt er startet for de fleste, har mange fået grundslagene og grundformen på plads, og det kan derfor være en god idé at træne mere kamprelevante situationer.

Det kan for eksempel være fint at træne serv/retur-øvelser eller sikkerhed i sine åbninger. Det er også altid godt at træne det, man er bedst til, og som man gerne vil vinde sine point på.

Allervigtigst er det nok at spille træningskampe mod sine holdkammerater. Skal man spille double til et stævne, er det naturligvis også bedst, hvis man kan få øvet double med sin doublemakker.

2. Op til kampen

Bordtennis er en fysisk sport, der kræver stor koncentration. Derfor er det meget vigtigt at få sovet godt om natten. Nogle spillere glemmer at drikke og spise sundt i løbet af dagen, og det kan nemt være det, der gør, at man ikke lige har det sidste overskud i en tæt kamp.

Noget andet mange glemmer eller ikke tænker over, er at have sin drikkedunk med ind til kampen. En banan kan også gøre underværker under en opslidende kamp.

Hvis man vil præstere godt, er det ligeledes vigtigt at komme afsted i god tid, så man ikke stresser ind til kampene. Man skal have ro i hovedet, når man starter en bordtenniskamp og have haft god tid til at varme op. Mange laver den fejl, når de skal spille kamp, at de helt glemmer at varme op, og man ser desværre alt for ofte spillere blive skadet til kamp, fordi de ikke får varmet ordentligt op.

3. Ha’ tjek på dit udstyr

Det er aldrig særlig klogt at skifte til et nyt bat eller få nye slags belægninger lige inden kamp, da det kræver tid at vænne sig til.

Til gengæld kan det være fint at købe nye belægninger af den slags, man allerede spiller med, så man ikke spiller kamp med slidte belægninger. Der er samtidig mange point at hente i den skru, som helt nye belægninger kan generere.

Udtrykket ‘man skal ikke gå ned på udstyr’ gælder også i bordtennis, og stort set alt bordtennisudstyr, kan være godt at medbringe eller købe nyt af til kamp.  Der er mange, der bruger håndklæde til kampene, hvis man skulle blive svedig. Et par nye bordtennissko er heller ikke tosset at få købt inden kamp, og har man støvede belægninger, kan det være godt at rense sit bat med et bordtennis-rensemiddel.

4. Ta’ den med ro

Der er de spillere, der altid spiller bedre ved stævner og holdturneringer, end de gør til træning. Og så er der dem, der aldrig kan få spillet til at fungere ude til stævner eller i holdturneringer.

Grunden til det kan gå meget bedre til træning end til kamp, kan skyldes det mentale pres, man automatisk lægger på sig selv, når man eksempelvis er til et stævne. Der sidder som regel en, der tæller point, måske er der tilskuere og coaches til kampen, og alting er helt anderledes end i træningshallen. Man vil derfor gøre alt, hvad man kan for at vinde.

Når man lægger et stort pres på sig selv, er det meget sværere at præstere. Man bliver hurtigere hidsig, hvis man taber, man spænder måske for meget i kroppen, og man mangler lige det ekstra kølige overblik.

Derfor er det en rigtig god idé at tage den med ro, huske at vi spiller for sjov og bare nyde at spille bordtennis. At være god mentalt er meget væsentligt i bordtennis, og det er noget, som mange spillere glemmer at have fokus på.

5. Læg en taktik

Det er meget forskelligt, hvorvidt spillere kan lide at se, hvem de skal møde. Nogen elsker at vide, hvem de skal møde, så de kan lægge en god taktik og forestille sig kampen. Andre vil nødigt se kampprogrammet, så de ikke kommer til at drømme sig i finalen allerede, inden den første kamp er spillet.

Uanset hvad er det altid nyttigt at overveje, hvordan man vil spille mod sin modstander. Hvad er vedkommende god og dårlig til? Og hvad er vigtigt, at du selv har fokus på?

Kilde: DGI Bordtennis 2016