Vellykket træningssamling

Lørdag lagde Kalbyrisskolen atter engang gulv til KVIK Næstveds 1-dags-seniorlejr, der denne gang talte 16 spillere og 2,5 trænere.

Med arbejdsrelateret afbud fra Kinabordets hersker, Mao-chael Jensen, var gode råd dyre, så aftalen blev at klubbens nye træner Mathias Ringstrømm trådte til i 1. pas på denne front og spillede med i 2. pas, hvor han så byttede plads med Mads Jørgensen.

Det betød at samtlige spillere nåede en tur forbi Kinabordet, hvor de færreste kommer tilbage fra uden sved på panden.
Årets Kammerat Steen Hadsbjerg stod traditionen tro for sandwiches, imens Jonathan Nielsen styrede løjerne på gulvet.

Træningslejren fokuserede særligt på baghåndspresset, som er gledet lidt ud i glemslen i de seneste år til fordel for baghåndsloopet, men som særligt set i lyset af boldens udvikling står til et comeback af de større.
KVIK Næstved var op igennem 90’erne frygtet og berygtet for sine gode baghåndsspillere, og i Jylland hvisker man stadig om, at man vistnok skulle godt op i 00’erne før en KVIK Næstvedspiller brændte et baghåndspres.

Med mindre skru i 40 mm-boldene, glattere overflader og langsommere bolde efter de første 3 meter, mister loopet en del af sin farlighed – og lokker spillere til at tage høj risiko i udførelsen for et slag, der ikke længere er farligere end et velplaceret baghåndspres, som endda tillader spillere med tvivlsomt benarbejde at blive stående inde ved bordet.

Så lejren fokuserede på dette slag, men kom også rundt om forhånden, serveøvelser, benarbejde og enkelte steder lidt armbøjninger til de uheldige.

Flere debutanter havde fundet vej til Kalbyrisskolen, bl.a. lejrens første kvindelige spiller Tarah, ligesom flere af klubbens fortabte sønner (Leif fra Amager og Sevak fra et sted i Jylland) havde taget turen for at være med. Selv et af KVIK Næstveds største navne igennem tiden, tidligere ungdomslandsholdsspiller Søren Langhorn, fik sin genkomst efter små 50 år uden træningslejre, og lignede en mand med mod på mere end Serie 2.

KVIK Næstved afholder hvert år 2 seniortræningslejre, og den næste er allerede planlagt. Få sat kryds i kalenderen allerede nu ud for lørdag d. 23. februar 2019, inden konen melder jer til en fødselsdag eller andet.

Tak for en god lejr atter engang, og vel mødt næste gang!

Jonathan Nielsen