Første gang til bordtennis turnering

KVIK Næstved har afholdt et bordtennis stævne for helt nye spillere på Kalbyrisskolen. Et lokalt stævne med deltagelse af klubber i regionen.

Det var glædeligt at se så mange børn spille kampe og samtidig også se en masse aktive leder og forældre være meget hjælpsomme.
Af de 28 deltagende børn, havde KVIK Næstved 10 spillere med i turneringen, som var en del af Bordtennis Danmarks pointstævner for nye spillere. Målet med disse stævner, er at børn og specielt helt nye spillere, der er ude og spille for første gang, skal have spillet kampe.

KVIK havde som arrangør oprettet en U9 række, for de helt nye små spillere. Det var en stor succes for KVIKs egne spillere, der gjorde rent bord ved at besætte de tre første pladser i denne række.
Ellers er vigtigheden ikke så meget resultater, men bare en god oplevelse og få lært at spille kampe. Denne succes håber vi smitter af, så der kommer endnu flere med til både klubbens ungdomsevent på lørdag, den 2. december, samt til de næste pointstævner i januar.