Klubtur til Fåborg
Efter et par års pause har vi igen været til Faaborgs stævne. Klubben havde på forhånd sagt at dette skulle være en klubtur for alle.
Stævnet i det sydvestlige Fyn er perfekt i niveau til lige præcis KVIKs spillere. Flere andre klubber bruger også stævnet som en klubtur. Ribe, Slagelse og Brøndby var nogle af de klubber, der også deltog med mange spillere.
Vi havde tilmeldt 8 spillere fra Talent gruppen og alle spillere fik en god og lærerig weekend med mange kampe i kroppen. Turen var tilrettelagt, sådan at man fik spillet mange kampe, de fleste op til 15-16 kampe på de to dage.
Men der var også lagt stor vægt på det sociale og her blev spillerne rystet godt sammen på den hyggelige bondegård vi boede på.
Flotte resultater
Alle vores spillere ydede en god indsats og vi fik flere medaljer og flotte placeringer med hjem.
Lørdagen startede ellers lidt tungt med mange gode kampe i gruppespillet og enkelte spillere gik videre, men blev slået ud lige efter puljen.
Højdepunktet var dog junior C doublen med Mads Klarskov og Benjamin Myhre. De spillede sig helt frem til finalen efter stor dramatik. Under opvarmningen kommer Mads til skade med knæet og ligger med store smerter, men efter is behandling melder han sig klar.
De vinder første kamp sikkert og i den afgørende kamp om at komme i finalen er de bagud 0-2 i sæt, men de kommer stærkt igen og vinder kampen 3-2. I finalen spiller de også godt, men de møder et bedre par, så Mads og Benjamin får en flot 2. plads.
Søndagen bød på mange flotte resultater. Vi havde 3 spillere med i Puslinge C og her blev der spillet alle mod alle i en stor pulje med 7 spillere.
Jakob Petersen gik hele vejen og vandt alle sine kampe og blev dermed en suveræn vinder. Simon Petersen tabte kun til Jakob og blev dermed nr. 2.
Mikkel Fromberg gjorde det også flot og fik en 4. plads.
I Drenge D spillede Sebastian Kondrup sig sikkert videre fra puljen ved at vinde sine 4 kampe. 1/8 vandt han også, men i kvartfinalen blev det et farvel efter en dramatisk kamp hvor Sebastian tabte med 12-10 i 5. sæt.
I Puslinge B spillede Jakob og Simon Petersen sig videre fra puljen og begge nåede semifinalen, men her blev det to klare nederlag, men begge fik en flot bronzemedalje. Det samme gjorde Benjamin Myhre i drenge C. Efter at blive nr 2 i puljen, vandt Benjamin både 1/8 og kvartfinalen. I semifinalen tabte han desværre en tæt kamp.
Mads Klarskov og Benjamin Myhre var også om søndagen ude i stor dramatik i doublen. I drenge double spillede de endnu engang med en småskadet Mads, men på god fight og indstilling kæmpede de sig helt til finalen, hvor de dog tabte. Men en flot 2. plads til Mads og Benjamin.
Turen var helt igennem perfekt og vi kan kun opfordre til at flere tilmelder sig til næste år. Vi kan nemt have senior spillere med på turen, da der er mange senior rækker til stævnet. Tak til de deltagende og aktive forældre, en fornøjelse at i deltog.