Godt arrangement gav storsejr

Fredag og lørdagens to events med mange holdkampe på Kalbyrisskolen blev en stor succes med masser af god bordtennis og interesseret mennesker i hallen. Sportslig blev det en blandet fornøjelse, med store sejre og bitre nederlag.

Fredag aften var der lagt op til bordtennisfest med 4 spillende holdkampe på samme tid.
Mange af klubbens spillere var meget opsatte på at gøre det godt og især holdet i Østserien var meget motiveret i deres topkamp mod Amager.

Begge hold stillede i stærkeste opstilling og var derfor lagt op til et spændende møde.
Stefan Cortz og Jonathan Nielsen spiller de to første singler. Stefan spiller taktisk klogt og med stor ro i sit spil vinder han over en god defensiv spiller. Jonathan kommer bagud 0-2, men stille og roligt får han gang i sit spil, og vinder kampen med 11-6 i 5. sæt.

Mads Jørgensen starter godt i sin første kamp, men fokus slipper op og han taber med 3-2.
Nick Olsen kommer bagud i sin første single og ligger langt efter sin modstander, men Nick giver aldrig op og kommer tilbage i kampen.
Men alligevel er Nick bagud med 9-5 i afgørende sæt, men endnu engang finder Nick en fantastisk fight frem i sin krop og vinder afgørende sæt med 12-10 og dermed kampen 3-2.
Stillingen er nu 3-1 til KVIK efter de første 4 singler.

I de næste 4 singler var KVIK spillerne flyvende og med storspil afgav de kun et enkelt sæt, og inden doublerne var stillingen 7-1. Begge doubler blev vundet klart med 3-0 og dermed var holdsejren sikret.
Men som når Tyskland spiller fodbold skal modstanderen helt ned og 3 ud af de sidste 4 singler blev vundet. Nick Olsen og Jonathan Nielsen vinder alle deres singler og sammen en double. Stefan og Mads taber en single hver. En flot holdsejr og en imponerende præstation af holdet.

En anden flot holdsejr kom til serie 4 holdet, der med Brian Jensen, Sevak Heidrabedian og Christian Jensen på holdkortet, vandt med 8-2 over NFBTK.
Holdet ligger godt til i toppen af serie 4 efter denne sejr.

Det andet serie 4 hold tabte desværre en meget tæt kamp med 6-4 til Stenlille. Den sidste og afgørende single blev desværre tabt med 10-12 i afgørende sæt.
Synd for Thomas Petersen, Morten Eslund og Erik Jensen der spillede på holdet.

Serie 1 holdet var ude i et sandt drama i deres kamp mod Nykøbing F. Holdet med Michael Møller, Per Skat, Lars Malmqvist og Bent Post havde 4-4 efter de 8 første singler og med en sejr til hver i doublerne var stillingen 5-5.
KVIK spillerne kom godt ud til bordet herefter og kom foran med 7-5. Men desværre tabte vi de sidste to singler, begge i 5. sæt, så holdkampen endte uafgjort, 7-7.
Fredagens kampe og hele aften arrangementet var succesfuld og det var en glad turneringsleder og kioskejer, Mumba der kunne lukke hallen kl. 22.00.

Lørdagens kampe var udelukkende en 1. divisions samling, med Silkeborg, Brønderslev og Dragør. Inden disse kampe blev spillet blev der afholdt et minut stilhed til ære for en af de helt store ledere i Dansk Bordtennis, Hans Jørgen Larsen også kendt som “Jøsse” der døde i onsdag efter lang tids sygdom.

KVIKs hold spillede første kamp mod Silkeborg og med afbud fra Ashley Robinson og Sam Oddsheden, så det på forhånd ud til at blive en tæt kamp. Sebastian Haack taber desværre sin første kamp, men da en godt spillende Oliver Petersen vinder sin kamp er stillingen 1-1. Men de to reserver, Mads Jørgensen og Jonathan Nielsen kan ikke finde fredags formen i spillet, så de taber. Da Silkeborg også vinder de næste to er det et klart nederlag på 5-1.

Næste kamp mod Brønderslev bliver ligeså svær og vi kommer lynhurtigt bagud med 0-4 og selvom Oliver Petersen og Sebastian Haack med to singlesejre for reduceret til 2-4, vinder Brønderslev til sidste single og sikrer sig en holdsejr på 5-2. Desværre to bitre nederlag til 1. divisionsholdet.