Referat af generalforsamling onsdag den 29. maj 2024
1. Mogens Sørensen dirigent.
2. Formandens beretning.
Stor ros til træner Mathias, der har givet kvalitet til træningen. En stor succes, og heldigvis fortsætter Mathias næste sæson som træner for holdet i 3. division.
Nyt lys etableret i træningslokalet i Herlufsholm-hallen. Et kæmpe plus for Kvik – ligesom renoveringen af klublokalet har givet et kvalitetsløft.
Lidt skuffende for formanden, at så få medlemmer hjalp til – men stor tak til de, der mødte frem, og en speciel tak til Anders og Brian.
Kvik mangler ungdomsspillere, fastslog formanden. Vi skal i den kommende sæson have fokus på det problem.
Vi har haft 6-7 ungdomsspillere med til pointsstævner. Det har haft en gavnlig effekt, men vi skal have lavet en plan for, hvordan vi får flere unge med til pointsstævnerne.
Vi har haft klubture til Ribe og Århus. Det har været fine ture, der styrker sammenholdet. Stort tak til Brian og Tim – og familien Buchwald, der sørgede for maden.
For lille opbakning til klubmesterskabet. Men heller ikke for smart at vælge en konfirmationsweekend som dato for arrangementet.
Mumba-cup en stor succes. Og dejligt, at Nyråd altid kommer med en flok. Og ifølge Kim kan vi måske forvente at se Michael Maze til næste år.
3. Beretning fra turnerings- og spilleudvalget.
Brian glædede sig over, at Øst-holdet med Mark, Nicolai, Valdemar, Mathias og Sam klarede oprykningen til 3. division. Flot at det lykkedes, og målsætningen for næste år er formentlig at blive i 3. division.
Junior divisionsholdet scorede en flot broncemedalje med sejr over Roskilde. Mark falder for aldersgrænsen, og det betyder, at juniordiv. i næste sæson måske bliver uden Kvik Næstved.
For ifølge Brian bliver det svært at finde en ny fjerdemand til holdet.
Serie 1 holdet klarede den ikke, men til gengæld rykkede det ene serie 2 hold op.
Alt i alt ifølge Brian en god sæson (læs hjemmesiden)
Ligesom Kim erkendte Brian, at vi ikke har været skarpe nok til at rekruttere ungdomsmedlemmer. – Men vi har en plan for den nye sæson, sagde Brian. Uden at gå i detaljer på generalforsamlingen.
4. Godkendelse af det reviderede regnskab.
Applaus til kasserer Morten for overskud for sæson 2023-24 på 21.397 kr.
5. Præsentation af budget.
Det forventede overskud for den kommende sæson 35.265 kr., og hvis det skal nås, skal vi have flere sponsorpenge ind. En presbold, som Morten bevidst lægger på sig selv og resten af bestyrelsen.
Fedt med flere medlemmer i Kvik, og et økonomisk overblik viser, at nye ældre medlemmer bliver hængende, mens de unge desværre smutter igen.
Det med de unge, der er svære at fastholde, er et problem, der skal gøre noget ved. – Vi skal blive bedre til at skaffe nye unge og holde fast i dem, sagde Morten.
Opfordring om at flere medlemmer hjælper til med streaming af hjemmekampe. Det er ret simpelt udstyr, og vi skal have flere uddannet til at sætte streamingen op.
Og ifølge Morten skal der i den kommende sæson bruges penge på at optimere kvaliteten af borde på Kalbyrisskolen. To-tre helt nye borde til holdturneringen.
6. Indkomne forslag
Ingen
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer
Kim Rasmussen siger farvel til posten, og Brian Jensen ny formand i Kvik.
Michael Priess genvælges som bestyrelsesmedlem.
Som afløser for Brian Jensen vælges Martin Kaltoft som nyt bestyrelsesmedlem.
Søren Langhorn genvælges som bestyrelsesmedlem.
8. Valg af suppleanter
Steen Hadsbjerg afløses som 1. suppleant af Allan Hansen.
Michael Jensen fortsætter som 2. supplement.
9. Uddeling af lederpokal
Årets leder er en mand uden de store armbevægelser. En person, man kan stole på – en, der overholder aftaler. Hjælpsom og en rigtig klubmand:
Tillykke til Jesper Jørgensen.
10. Evt.
Michael Jørgensen efterlyser nye net til Kalbyrishallen.
Svar: Der er indkøbt fem spritnye net, der bare skal pakkes ud.
Allen Hansen tog hul på et emne, der satte ild i de fremmødte: Vi mangler ungdomsspillere.
Bordtennis er ifølge Allan i en benhård konkurrence med andre sportsgrene. For de unge er der meget at vælge imellem, og specielt fodbold trækker.
Der skal tænkes i andre baner: De få nye ungdoms-medlemmer, der kommer, skal prioriteres. De skal tilbydes god træning og inviteres ud til stævner.
Morten fortæller, at der faktisk er kommet mange nye ungdomsspillere, men de falder fra igen. En af mange løsninger kan være at inddrage nogle af vores dygtige unge talenter og gøre dem til rollemodeller for de nye.
Susanne Buchwald: – Vi kan begynde med at spørge vores unge etablerede spillere, hvad det var, der gav dem ild i øjnene og fik dem til at blive.
Vi skal have de øvede til at sparre med nybegyndere, og vi skal reklamere for bordtennis i skoler og sfo’er.
Andre forslag: flere målrettede træningssamlinger, mere fokus på at lokke de unge til at komme til 1. holdkampe og måske få de voksne til at sparre med nybegynderne.
Bjørn: Da jeg var ungdomsspiller, var jeg ikke i toppen af hierarkiet. Alligevel fik jeg lov til at træne sammen med de bedste. Vi fyldte lokalet op, og det var inspirerende og gav en fed stemning.
Allan: Lav samlinger med jævne mellemrum, hvor de voksne spiller med et barn. 1:1. Giv de unge lidt ekstra.
Morten: God ide med krydstræning i grupper, og så skal ud til stævner, så de unge får nogle oplevelser og bliver hooked på sporten.
Brian: Dejligt med mange ideer. Vi i bestyrelsen kommer med en plan, der bl. a. går på at have flere trænere på hvert hold.
I samme boldgade sluttede Brian af med at fortælle, at de unge får deres egen repræsentant i bestyrelsen. Og at Jacob Bentzen har meldt sig.
Og så aftenens clou: Vores afgående formand, Kim Rasmussen, blev hyldet for sin store arbejdsindsats gennem 12 år.
Brian: – Du er der altid. Og med dit gode humør skaber du god stemning i klubben. Og jeg håber, at vi kan få glæde af dig i Kvik i mange år fremover.
Referat: Langhorn