Sæsonstart 17/18

Velkommen til sæsonstart for sæsonen 2017-2018.

Allerede fra imorgen vil træningslokalet genlyde af glade spillere og bordtennisbolde der med største omhu og teknisk formåen loopes på pladen.

Der er i år lavet en smule om på dage og tider, det mest væsentlige kan nok koges ned til at Mandag er forbeholdt kongebord og træningstiden udvides til kl. 22.
Torsdag er Jonathan stadig på som seniortræner, og gudskelov for det, da de fleste af os stadig har brug for tilretning.
Da vi i den grad er beriget med rigtig mange seniorspillere, så vil 1. Division og Østdanmarksserie spillerne fortrinsvis træne onsdag aften, for på den måde at give plads i træningslokalet til øvrige spillere om torsdagen.

Ungdom fortsætter uændret, dog flyttes starttidspunkt for talentholdet om torsdagen til kl. 17.30
Det er også planen at spillere fra talentholdet indbydes til at deltage i Onsdagstræningen sammen med 1. Division og Østdanmarksspillerne for at give værdifuld træning videre til ungdommens talenter og tilføre lidt hurtigere benarbejde til de sløve voksne. Konceptet er dog ikke helt på plads endnu.

Stævnerne og holdturnering står for døren.
Allerede næste uge deltager serie 1 i træningsturneringen, og de første stævner er lagt i kalenderen.
HUSK – hvis du skal spille stævner eller holdturnering at indløse licens.
Har du glemt hvordan du indløser licens, så se en vejledning her.

Der indkaldes til spillermøde d. 30/8 af Mumba, så sæsonens holdsammensætning kan komme på plads.

Husk at bruge klubbens kalender – her vil alle holdkampe og stævner samt træningslejre mv. stå. Bemærk der allerede er sat datoer for træningslejre.

Tilbage er at ønske en rigtig god sæson og på snarligt glædeligt gensyn i klubben.