I aften afholder KVIK Næstved den første af de i alt tre arrangementer, hvor klubben vil afvikle 4 holdkampe samtidig.
Dette koncept er selvfølgelig for at samle klubbens medlemmer i hallen, styrke sammenholdet og skabe mere liv til kampene, samt for at de forskellige hold kan se og følge med i hinandens kampe.
Der vil på Kalbyrisskolen blive spillet 4 holdkampe på 8 borde, alle med kampstart kl. 18.30. Følgende hold skal i kamp i aften:
Østserien spiller mod Amager i en lille topkamp, da Amager med sejre i alle sine 4 kampe ligger nr. 2 i tabellen og vi ligger nr. 3 og er ligeledes ubesejret, så allerede her er der lagt op til et spændende møde.
KVIKs mandskab i Serie 1 spiller mod Nykøbing F. Det ene af de to serie 4 hold, skal ligeledes møde Nykøbing F. Det andet serie 4 hold skal spille mod Stenlille.
Da dette er lidt nytænkning fra klubbens side med at samle serie holdene på denne måde, håber vi selvfølgelig på stor opbakning fra tilskuer og medlemmer til kampene.
1. division
Lørdag eftermiddag spiller holdet i 1. division også på hjemmebanen i Kalbyrisskolen.
Disse holdkampe afvikles også i en samling og de 3 andre hold der deltager er Dragør, Silkeborg og Brønderslev.
1. division holdet møder kl. 12.oo Silkeborg og spiller igen kl. 15.00 mod Brønderslev.
Til kampene håber klubben også på stor opbakning og man kan se bordtennis på højt niveau i disse kampe.