Blandet runde for 1.-divisions-holdet

Den netop overstående weekend bød på dobbeltrunde i 1. division på hjemmebanen i Næstved. Kalbyrisskolen lagde rammer om en weekend, der skulle kaste 2 points af sig af 4 mulige.

6 hold mødte frem til runden, som for Kvik Næstved 1 bød på modstand fra Roskilde og Herlev. Kvik Næstved stillede til start med Ruben Jensen, Sebastian Haack, Mads Jørgensen og Jonathan Vincentz Nielsen. Sidstnævnte var med på et afbud, da Nicolai Nordahl er i militæret resten af sæsonen.

Første kamp stod imod Roskilde, der havde hevet Allan Bentsen med til lejligheden. Allan har 12 ud af 12 i 1. division, og ville med måske landets højeste bundniveau formodentlig også have 1000 ud af 1000 hvis rækken var stor nok. Ellers stillede Roskilde med 3 relativt unge fyre fra Danmark og Letland, med lidt forskellige spillestile.

I første runde skulle vores førstemand Ruben op imod Roskildes 3.-mand, letten Leonids Maslov. Leonids lidt bløde spil med meget skru passede godt til Ruben, som gik ind til opgøret som favorit og ud som vinder med 3-1. Ligeledes skulle vores 3.-mand Mads Jørgensen op imod Roskildes 4.-mand Anton Jensen, der er en ekstremt offensiv spiller der virkelig træner meget. Mads havde svært ved at få benene med til de chancer han fik tilspillet sig, og Anton havde held med at læse Mads’ server godt, så han kunne få returneret kort, så Anton trak overraskende det længste strå, og vandt opgøret 0-3.

Dermed 1-1 samlet inden anden halvdel af første runde.

Vores 2.-mand Sebastian Haack skulle op imod dansk bordtennis dinosaurus, manden med 60 DM-guldmedaljer hængende på væggen, og manden der sikrede Danmark EM-guld for hold i den afgørende kamp imod Chen Weixing fra Østrig i 2005, Allan Bentsen. I en seværdig kamp, hvor Haack flot fik tilkæmpet sig et sæt, måtte Næstved strække våben og se sig selv bagud 1-2. Ethvert nederlag til Bentsen i 1. division ville være sæsonens overraskelse i dansk bordtennis, så ingen overraskelser i det. Samtidig på det andet bord skulle super-sub Jonathan V. Nielsen i kamp imod Roskildes 2.-mand, en fremadstormende og hårdtslående Jonathan Kofoed Jensen, der træner 2 gange – om dagen! Kofoed kom bombende fra start, men var sårbar på en række områder, når bolden ikke lå lige der hvor den gør i øvelserne i Roskilde. I en dramatisk 5-sætter endte det hele lykkeligt med en udligning af Roskildes føring, og stillingen var nu 2-2.

Der spilles 8 kampe i alt, medmindre det ene hold når 5 sejre. Roskilde havde sat deres 4.-mand i sidste kamp i et satset forsøg på at afgøre det før tid, og desværre lykkedes deres plan. I anden runde af holdkampen var Kofoed blevet varm, og slog Ruben med 3-1 i sæt, imens super-sub Jonathan aldrig fik spillet til at køre imod en lettisk Leonids, der klogt spillede bolden med varieret skru og placering, for i bedste Mourinho-stil at bryde modstanderens rytme. Den kloge narrede den mindre trænede, og stillingen var nu 2-4 til Roskilde.

I sidste runde talte kampen mellem Allan Bentsen og Mads Jørgensen først, så udfaldet af en evt. kamp imellem Sebastian Haack og Roskildes 4.-mand Anton kunne vise sig at være uden betydning. En uheldig opsætning, da Haack var favorit. Vi nåede aldrig dertil, da rutinen vandt over talentet i kampen mellem Allan Bentsen og Mads Jørgensen, i en kamp som Mads klogt satsede på at afgøre tidligt. Allan Bentsen kan holde bolden i gang til solen går ned, og han bliver ikke dårligere som bolden skrider frem. Derfor er der ikke den store grund til at slå sig selv i stykker, hvis man har en vigtig holdkamp bagefter, så der skulle spilles med høj risiko, som altså gik til Bentsens fordel.

Resultat: 2-5 efter en lidt blandet kamp, hvor overraskelserne gik begge veje.

 

Til næste holdkamp gik Kvik Næstved ind som favoritter. Holdleder Mads havde luret tidligere opstillinger, og planlagde efter at vores 1.- og 2.-mænd var bedre end deres tilsvarende, og det
samme gældende for vores 3.- og 4.-mænd. Operationen lykkedes, og holdlederens hjemmearbejde gav fuld valuta: Vi fik opstillingen præcis som vi ønskede.

I første runde mødte 1.-mand Ruben Herlevs 1.-mand Frank Gyldskov, der spillemæssigt har et døsigt og sløvt udseende hvor han lader bolden falde langt ned før han tager den, men alligevel får rigtig god fart og skru i specielt baghånden. Ruben spillede en god kamp, og holdt Gyldskov fra hans forcer, og bragte med en sikker 3-1-sejr Kvik Næstved foran 1-0. I kampen ved siden af mødte reserven Jonathan Herlevs 3.-mand Stephan Almqvist. Jonathan var favorit til opgøret, og vandt en relativt sikker 3-1-sejr efter at have vundet 11-1 i første sæt, og bragte dermed Kvik Næstved på 2-0.

I næste runde skulle vi snøre posen, og kvæle kampen inden den kunne nå at blive spændende. 2.-mand Sebastian Haack mødte Herlevs 2.-mand Dennis Rasmussen, som er tæt i niveau med deres førstemand. Dennis Rasmussen går også under navnet ”serve-manden”, da han server med et opkast a la Kim Formand og skru a la Fromberg. Det lod Haack sig dog ikke synderligt mærke af, og vandt i sikker stil 3-0, hvilket efterlod Herlev bagud 0-3. Samtidig på bordet ved siden af mødte Mads Jørgensen Herlevs 4.-mand Per Rasmussen, og var stor favorit i et opgør, der blev mere kort end det blev spændende. Holdlederen knuste overbevisende sin modstander 3-0, og sikrede sit hold en flot 4-0-føring.

Dermed havde Kvik Næstved 4 chancer for at vinde holdkampen. Anden runde af holdkampen startede samtidig, hvor vores første kryds mødte Herlevs tilsvarende. Kampene blev spillet samtidig, og førstemand Ruben mødte Serve-manden. Efter et første sæt, som blev brugt på at skyde server i nettet, tog Ruben klogt et skridt tilbage for at få mere tid til at vurdere skruen i serverne, og lagde lidt mere afventende returerne på pladen, og stillede sig derpå klar til at returnere den skruede men ikke ret hårde åbning. Rubens blokeringer var bedre end Serve-mandens loop, og da Ruben ligeledes formåede at udnytte sine gode server bedre ved at loope på Serve-mandens returer fra højeste punkt, vendte han flot og klogt kampen til en 3-1-sejr. Dermed var vi sikrede de 5 sejre, som giver sejren i holdkampen. Samtidig på det andet bord gik der lidt gummi-arm i Haacks føring imod Gyldskov, da sejren nu var sikret. Haack tog lidt af presset, og Gyldskov kom snedigt tilbage i kampen, og trak dermed en enkelt sejr med til Herlev. Men lige lidt hjalp det på holdkampens resultat, der endte med en sikker 5-1-sejr til Kvik Næstved 1.

Dermed fik Kvik Næstved 1 skrabet 2 points mere hjem, og ligger nu nr. 4 ud af 10 i rækken, med 7 points ned til stregen, og 8 points mere at spille om. Det virker usandsynligt at det jyske hold B75 vinder 8 points på 4 holdkampe, når de har fået 10 points i 14 holdkampe indtil videre, og vi møder dem selv i næstsidste runde.

Tak for støtten til alle de fremmødte, og tak til Jesper Jørgensen + frue, Kim Rasmussen, Bjarne Jørgensen, Mads Jørgensen og Jonathan Nielsen for at pakke hallen både op og ned, samt den yndige trio Mumba, Jørgen P og Brian Neerup for at holde omsætningen i klubkassen (og hos Ceres) i live. Det var et vellykket arrangement, med ros til Kvik Næstved for både hallen og boldene, og ikke mindst 2 vigtige points på kontoen. Vi ses derude igen på lørdag til klubmesterskaberne!

 

Kvik Næstved– Roskilde: 2-5

Kvik Næstved – Herlev: 5-1

Ruben Jensen: 3/4

Sebastian Haack: 1/3

Mads Jørgensen: 1/3

Jonathan Vincentz Nielsen: 2/3