Nye spillere i aktion

Vi havde nye børn i aktion, til et lille lokalt stævne, der lørdag blev afholdt i KVIK Næstveds egne lokaler.

Det er meget vigtigt med disse små lokale stævner, så både nye og lidt mere øvede spillere, kan komme ud og spille kampe og møde modstanderen fra andre klubber. Spillerne kommer ind i stævnemiljøet og får små rutiner med at spille kampe og dermed blive en bedre spiller.

Selvom, der var mange nye spillere med, var turneringen opdelt i niveau, så alle fik noget ud af kampene.

Når resultaterne også kommer er det altid sjovere. KVIK Næstved drengene gjorde det rigtig godt til stævnet og fik flere flotte sejre.

A gruppen, blev vundet af Anton Bredsted. Han vandt alle sine kampe i meget flot stil. Ligeledes i A puljen, fik Mikkel Andreasen en 3. plads.

I B rækken, var der også gode præstationer af KVIK spillerne. Der var endda et rent klubopgør i finalen. Mads Sørensen spillede mod Elias Thousing. De havde begge vundet 4 kampe, inden finalen. I en flot spillet kamp, var det Mads Sørensen, der vandt med 3-1 i sæt og dermed var det Mads, der vandt B- rækken, med Elias på 2. pladsen.

En dejlig lørdag med mange nye bordtennis glade børn og interesserede  forældre.