Endelig turneringskampe igen

I denne uge kunne klubbens seniorhold endelig, komme i gang med turneringskampene igen. KVIK holdene har ikke spillet, siden nedlukningen i marts måned.

Alle holdkampe under Bordtennis Danmark, region øst, blev sat i gang i ugen. Første KVIK hold i aktion, var serie 1 holdet, der tirsdag aften tog imod Sorøs bedste mandskab.
Vores serie 1 hold, havde ikke fået rusten helt væk, og fik ikke den bedste start på den nye sæson, da holdet fik et nederlag på 9-5. Et lille lyspunkt i kampen, var at vores debutant, Ricky Palm, meget flot vandt alle sine singler.

Onsdag aften tog vores Danmarksserie hold imod AK Smask, Brønshøj. Vi havde en god opstilling med Nick Olsen, Jonathan Nielsen, Stefan Cortz og unge debuterende Oliver Jensen på holdet.
Vores mandskab var klar fra start og udstrålede vilje til at vinde.
Vi får begge doubler i hus fra starten, og i singlerne er Stefan og Jonathan overbevisende med 3 sejre hver. Nick Olsen havde det lidt svært i starten af holdkampen, men til gengæld sluttede Nick rigtig godt med 2 sikre singlesejre. Oliver Jensen gjorde det rigtig godt, med en god indstilling og flot spil udfordrede han modstanderne, men desværre blev det ikke til nogen sejre. Holdsejren blev på 10-4.

Fredag aften havde KVIK 4 hold i aktion, da de to indbyrdes opgør i henholdsvis, serie 2 og serie 3 skulle afgøres. Loftet i Herlufsholm hallen var fyldt med røde trøjer og masser af gnist og interne klubopgør.

Kampene blev dog ikke så jævnbyrdige, som man kunne forvente. Serie 2 opgøret mellem hold 3 og hold 4, faldt ud til en sikker 10-4 sejr til 3. holdet.
En stærk spillende Bimme, vinder 3 singler og en double. Kim Rasmussen, Lars Malmqvist og Nicolai Jensen spiller godt, og sikkert vinder de hver 2 singler.
På 4. holdet, var der comeback til Simon Rubæk efter 9 års fravær. Simon spillede rigtig godt og vandt to singler og en double.

Det indbyrdes opgør i serie 3, mellem hold 5 og hold 6 i klubben, startede med en meget spændende double, der først blev afgjort i 5. sæt til fordel for 5. holdet. De tre spillere, Brian Jensen, Michel Leleu og Neil Vegara udgjorde 5. holdet. De spillede sikkert og stabilt med to singlesejre til hver. På 6. holdet var det Henrik Mørkeberg Sørensen, der meget stærkt vandt sine 3 singler.