Jørgen P er død

Jørgen, yderst til venstre. KVIK Næstved træningslejr 1990 i Åbenrå

Klubbens tidligere formand, træner og spiller, Jørgen Pedersen er død. Han blev medlem af KVIK Næstved midt i 60érne. Han var en af de gode ungdomsspillere i klubben i 70érne og han udviklede sig også til en god seniorspiller og var med på det hold, der fik KVIK i 3. division i 1976. 

Senere gik Jørgen træner og leder vejen i KVIK. Han blev valgt til Formand i KVIK Næstved og samtidig var han også træner i klubben fra starten og igennem 80érne. Han var klubbens helt store ildsjæl i den periode. På samme tid, arbejdede Jørgen også i Dansk Bordtennis Union, som træner for pigelandsholdet.

I 1988 fik Jørgen kontakt til den Grønlandske bordtennisforbund, der sendte spillere til KVIK, og som trænede og boede i Næstved. Jørgen var glad for Grønland og samarbejdet, der også sendte Jørgen på rejser til Grønland.

KVIK Næstved udviklede sig rigtig stærkt på ungdomssiden sidst i 80érne og i starten af 90érne og var en af de stærkeste ungdomsafdelinger i Danmark, takket være Jørgens store arbejde. 

Men pludselig midt i den store succes, sagde Jørgen stop. Efter sin formands beretning på KVIKs generalforsamling i 1991, forlod han klubben. Jørgen havde stadig kontakt til nogle af de gamle klubkammerater, men det var først efter 17 års fravær Jørgen kom på besøg til klubmesterskaberne 2008. 
De 7 sæsoner KVIK Næstved spillede i Elitedivisionen, var Jørgen en meget ivrig fan og tilskuer til både hjemme- og udekampe. 
Jørgen havde i 2013 et lille comeback i klubben, som træner. Men det stoppede desværre igen efter et år. 

Jørgen boede i mange i sin lejlighed på Rugvænget, men de sidste år boede han i Toksværd, hvor han stille sov ind, den 31/12-2023. Tak for alle dine gode år og store arbejde i KVIK Næstved. Hvil i Fred, Jørgen.