KVIK Spillere udtaget til Top12 & Kval. Top12

Jacob

I denne uge var der udtagelse til Top12 & Kval Top12 for ungdom.

Denne Top 12 turnering, betragtes sammen med Danmarks-mesterskaberne, som det mest betydningsfulde stævne herhjemme, og er faktisk nok det sværeste at vinde, da man skal slå alle de bedste for at ende øverst på podiet.

Mange mener Top12 er det “rigtige” Danmarksmesterskab da de 12 højeste rangerede spillere alle møder hinanden. Dermed er der ikke mulighed for heldige lodtrækninger og alt muligt andet, der kan påvirke udfaldet af stævnet. Det er ren kamp alle mod alle om at stå øverst på skamlen til sidst.
Det kræver meget mentalt arbejde og fuld fokus på alle kampe begge dage for at vinde Top 12 og Kval Top 12.
Via ranglisten udtages de 8 højest rangerede spillere direkte til hovedturneringen.

Simon

De sidste 4 pladser skal så findes via Kval top 12.
Til kval top 12 udtages spillerne fra 9-14 på ranglisten direkte, og derudover er der to wildcards til Jylland og Sjælland, samt et til Fyn og et til Bornholm.
Heraf finder man altså de sidste 4 spillere, der skal spille med ved top 12.
Kval Top 12 afvikles på helt samme måde som selve Top 12.

Denne sæson er KVIK Næstved repræsenteret i både Top 12 og Kval Top 12 med 2 yngre drenge spillere.

Jacob Petersen er udtaget direkte til Top 12 der afvikles i Ribe weekenden d. 26 og 27/1-2019.
Simon Petersen er udtaget til Kval. Top 12 der afvikles i Ejby Hallerne v. Køge i weekenden d. 24 og 25/11-2018.
Simon er seedet 3’er i kval Top 12 og er dermed også 3. reserve, hvis der er en der melder fra til Top 12 inden kvalifikationen spilles.

Leon

Klubben ønsker spillerne stort tillykke med udtagelsen.

Når der spilles Kval Top 12 d. 24 og 25/11-2018 spilles der også en uofficiel puslinge Top 12 række.
Denne uofficielle række er blevet afviklet de seneste 2-3 år, men er ikke en del af det officielle Top 12.

I Puslinge Top 12 rækken er KVIK også repræsenteret med Leon Hansen, der er udtaget som 4 reserve.
Der skal 4 afbud til før Leon kommer i aktion, men det vidner om KVIK’s styrke på ungdomsområdet, der er meget opadgående de senere år via en dedikeret og målrettet indsats fra klubbens og trænernes side – flot arbejde!

Link til udtagne spillere Top12
Link til udtagne spillere Kval Top12