Mumba Cup 2025 – når bordtennis favner bredt

En råkold forårslørdag mindedes 35 af de lokale bordtennisspillere fra Kvik Næstved og Nyråd IF, Kviks mangeårige formand Jan “Mumba” Rasmussen, ved et helt særligt arrangement på Ellebækskolen afdeling Kalbyris.

30 spillere indledte med en bordtennisturnering i Mumbas ånd, hvor der skal være plads til alle, og hvor skal kunne spille med alle uanset niveau. Derfor var reglerne også modificerede, og for hver 100 point i forskel på spillernes rating, blev den lavest ratede spiller tildelt et points forspring (dog maksimalt fem point pr. sæt). Alle kampe i de otte indledende puljer, såvel som i a- og b-slutspillet, blev afviklet bedst af fem sæt. 

I år var en del nye navne til start, hvilket er glædeligt, mens der desværre var afbud til selve turneringen fra nogle af de trofaste, da skader og private årsager afholdt dem fra deltagelse. At turneringen alligevel altid er fyldt op og har stor interesse viser noget om, hvad socialt samvær, en turneringsform hvor divisions- og østseriespillere kan spille tætte kampe mod lavere rangerede seriespillere, kan.

Turneringsdelen blev denne gang præget af ekstraordinært mange tætte kampe og femsættere, og i tre af de otte puljer måtte sætscoren afgøre placeringerne. I en pulje måtte der omspil til, da tre spillere var totalt lige, hvorfor turneringsledelse, frem for lodtrækning, lod de tre spillere, Palle Jacobsen, Martin Kaltoft og Jens Godfredsen, spille et sæt alle mod alle for at finde afgørelsen.

I b-slutspillet vandt Benjamin R. Graahede i finalen over Asmus Sørensen, mens tredjepladsen blev delt mellem Martin Kaltoft og Wafa Aref.

I a-slutspillet blev der fundet en ny vinder, da den regerende mester, Nyråds Bent Jensen, tabte i en tæt ottendedelsfinale mod Kviks divisionsspiller, Mark Christensen. Mark vandt efterfølgende en tæt kamp mod Nyråds Jens Godtfredsen, men i semifinalen mod klubkammeraten Oliver Jensen, så gik den ikke længere. Oliver, der i kvartfinalen havde slået Kviks mangeårige formand Kim Rasmussen, vandt en yderst velspillet og ultra tæt kamp over Mark med 11-9 i femte sæt.

I den anden halvdel af a-slutspillet stod kvartfinalerne mellem henholdsvis Jan-Eric Erichsen fra Nyråd og en på dagen velspillende Palle Jacobsen fra Kvik og mellem de to materialespillere Henrik Mørkeberg og Kim “KC” Christensen. 

Jan-Eric og Kim C. trak de længste strå, hvorefter Kim Christensen, i en af dagens allerbedste kampe, slog sin klubkammerat ud i semifinalen.

Så var der lagt op til en finale mellem to spillere fra de to venskabsklubber, Nyråd IF og Kvik Næstved. Kampen blev ikke den mest velspillede, men var meget tæt i de to første sæt, men herefter vandt Kim 3-1 over Oliver og forlængede sejrsstimen for Nyråd, da de for fjerde gang tog titlen med hjem til Vintersbøllehallen. Kun Mads Jørgensen og Steen “Bimme” Jensen har kunne bryde Nyråds dominans. Stort tillykke til Kim “KC” Christensen med titlen. Kim, der fik pokalen med hjem til Nyråd, svor, at pokalen ville blive placeret på hylden hjemme i portvinslokalerne i Portvin Syd til ære for Mumba.

I øvrigt dejligt, at flere gamle og nuværende Kvikkere kiggede forbi i løbet af dagen til en tår at drikke, en snak eller for at deltage i spisningen. Det viser, at Kvik Næstved er en klub, der samler unge som gamle og socialt kan noget helt særligt.

Efterfølgende var der fælles spisning, med 34 deltagere, og den traditionelle portvinssmagning med seks gode vine fra Portvin Syd. Kim Christensen, dagens vinder af Mumba Cup 2025, var endnu engang manden i front for smagningen og som sædvanlig ledte han slagets gang med godt humør og gode fortællinger – måske godt hjulpet af titlen 🙂.

Vi ses til næste år til Mumba Cup 2026 – sæt allerede nu kryds i kalenderen. Turnering afvikles den 14. marts, og der spilles næste år om en sprit ny pokal med indgraveringer af de første seks vindere og et helt nyt præmie set up. 

Tak til alle for en forrygende dag – og husk nu: Bordtennis er ikke en skakturnering

Billeder fra dagen kan ses i Galleriet og/eller på Facebook.

Del: